fodboldinfo.dk

 

fodboldinfo.dk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tottenham Hotspur 

- det kræver en vis humoristisk sans...

 

Prøv at lægge mærke til det: Tilhængere af f.eks. Manchester United, Arsenal og Liverpool har ikke meget humoristisk sans, hvis det mod forventning går lidt skidt for deres hold, og der bliver taget bare en smule gas på dem i den forbindelse.

 

Så er det straks helt anderledes med Tottenhamfans. Vi har igennem årene udviklet en endog meget sund humor som værn mod de svingende præstationer, som vores favorithold har budt os.

 

Alle og enhver kan vælge at holde med Manchester United, Chelsea eller dem, der er værre. Og der er da også nogle af disse fans, der ikke blot er medløbere.

 

Men med Tottenhamfans ved man, at vi er den ægte slags. Vi løber ikke bare efter det hold, der har succes lige nu. Vi er fans, fordi vi holder af det smukke spil, det underholdende, tekniske spil og historiens vingesus, mens vi venter tålmodigt på, at vores hold igen bliver toneangivende, som doubleholdet i starten af 60'erne og det følgende årti.

 

Derefter var det, at vi fik brug for vores humoristiske sans, da vi i '77 måtte en tur i næstbedste række. Vores klub satte dog dagsordenen straks et år senere med oprykning og engagement af de argentinske verdensmestre Ardiles og Villa.

 

Så fulgte en række gode år med smukt spil og pokaler med Glenn Hoddle i spidsen, inden humoren igen måtte tages i brug op gennem 90'erne sporadisk afbrudt af enkelte opture frem til et udbredt maveonde blandt spillerne slukkede Champions League drømme i sidste spillerunde i 2006.

 

De drømme blev dog til virkelighed i 2010...og nu er fremtiden igen lys og liljehvid...forhåbentlig...

 

Sæsonen 2010/2011 blev underholdende med mange gode kampe - bl.a. i Champions League, men manglende skarphed foran mål og deraf følgende pointtab mod bundhold resulterede i en 5.plads, nøjagtig uden for Champions League kvalifikation.