|
Onside - vi tager os selv meget alvorligt 
24.08.2010 - Jeg formastede mig i august 2010 til at sende en mail til Viasat Sports Onside redaktion, fordi jeg endnu en gang var blevet oprørt over Per Frimanns og Carsten Werges tendentiøse og på flere områder ukvalificerede kommen-tering af en superligakamp.
Herunder er min mail, redaktionschefens nedladende svar (gengivet ordret) og mit efterfølgende genmæle, som jeg forventeligt ikke fik svar på:
Baggrund: Sagen handler om Brøndby-OB, 22. august 2010.
OB er foran 2-0. Der mangler et lille kvarter af kampen, da netop indskiftede Brøndby forward Bruno falder til jorden i en nærkamp med to OB forsvarere i OB’s straffesparkfelt. Dommer Anders Hermansen står i den helt perfekte position for at se, hvad der skete. Han fløjter med det samme og peger på straffesparkpletten.
På tv ser vi det hele fra et kamera omkring 40 meter fra situationen ude i den ene side højt oppe under tribunetaget. Den efterfølgende langsomme gengivelse er fra samme kamera. Og ”ekspertkommentator” Per Frimann hævder frejdigt, at han ikke syntes, der var straffespark.
Hvad Frimann burde have sagt var, at det var helt umuligt at bedømme situationen fra den kameravinkel. Havde TV3+ vist situationen fra flere vinkler – som jo er kutyme – så havde både Frimann og vi seere haft bedre mulighed for at vurdere hændelsen. Men der var åbenbart ikke andre billeder at vise…
…kunne det være rigtigt? Det måtte undersøges nærmere…
Mail sendt til Viasat sportsredaktionen 23/8 2010
Ødelægger Onside bevidst dansk fodbold?
Valgte Onside-produceren bevidst ikke at vise andre billeder af Brøndbys straffespark mod OB end fra en kameravinkel 40 meter fra situationen oppe under tribunetaget, så Per Frimann kunne holde fast i sin udokumenterede påstand om, at han ikke 'syntes der var straffespark' - og det derfor var muligt at opretholde det 'drama', som åbenbart er tidens altover-skyggende buzz word inden for sports"journalistik"?
Den pauvre billeddokumentation af situationen forekommer alvorligt tendentiøs, når f.eks. OB's mål til 1-0 kunne vises fra alle mulige vinkler - herunder bl.a. fra en vinkel bag målscoreren med kameraet direkte rettet mod målet...hvilket sjovt nok var præcis dommerens synsvinkel i forbindelse med straffesparket.
Kunne Onside/TV3+ derfor have vist, hvad der reelt skete i situationen - og således demonteret det kunstigt dramatiske? Burde redaktion, journalister og kommentatorer ikke have et ansvar over for 'sandheden'?
Jeg har hørt Carsten Werge citeret for, at han ikke kan gøre sit arbejde ordentligt, hvis han kender fodboldloven. Men burde en redaktion, som angiveligt 'tager fodbold alvorligt' ikke netop vide, hvad I har med at gøre, hvis I vil tages alvor-ligt?
Er I i virkeligheden i gang med at underminere jeres eget produkt med kunstig, opstyltet overdramatisering uden perpektiv og med begrænset hold i virkeligheden?
Svar modtaget fra redaktionschef Kim Mikkelsen 23/8 2010
Tak for din mail.
Det er naturligvis noget sludder, at vi skulle ligge inde med billeder, som vi bevidst ikke viser.
Det er den helt korte version, og yderligere gider jeg sådan set ikke at kommentere din påstand.
Vi fanger det meste på vores kameraer, men ikke alt. Det vi fanger viser vi naturligvis, hvis det har relevans.
Omkring Werge: Det er rigtigt, at han engang har sagt det – det viser så, at man godt nok skal passe på med humor og ironi...
Svaret på dit spørgsmål er selvfølgelig NEJ.
Svar på svar sendt til Kim Mikkelsen 23/8 2010
Hej Kim
Tak for dit hurtige - omend voldsomt nedladende - svar.
Jeg beklager, at jeg tilsyneladende ramte en øm tå.
Jeg må indrømme, at jeg også kan få ømme tæer...f.eks. af TV3's dækning af fodbold. Men det er mest af at krumme dem til krampe. Så jeg forsøger at undgå så meget af jeres programmer, jeg kan.
Men der er jo uheldigvis nogle kampe, som jeg gerne vil se, og som kun I viser. Jeg ønsker mig i den forbindelse ofte, at jeg kunne slå kommentatorstemmerne fra og blot nøjes med lyden fra stadion. Måske får jeg den mulighed engang.
I vælger selvfølgelig den vinkel på begivenhederne, som I har opfindsomhed og indsigt til. Og det må jeg jo så leve med som sagesløs seer. Mit eneste alternativ er at slukke eller zappe. Den mulighed benytter jeg mig af oftere og oftere...
Men I kunne gøre det bedre. I kunne i langt højere grad tage ansvar og tage fodbolden alvorligt - f.eks. med en nuanceret dækning af, hvorfor dommerne dømmer, som de gør. F.eks. hvorfor OB's første 'mål' blev underkendt, hvorfor der ikke blev fløjtet, da bolden ramte v.d. Scharff's arm osv. osv.
Det findes der gode forklaringer på i fodboldloven, som kun består af 17 paragraffer. Og det er endda kun 3-4 af dem, som jeres journalister og kommentatorer burde kende.
I stedet agerer I perspektivløse mikrofonholdere for andre aktører, som heller ikke ved, hvad de taler om - og så bliver uvidenhed og udokumenterede påstande pludselig 'sandhed'. Er der så mærkeligt, at diverse internetdebatfora flyder over af uendelige mængder perfide indslag, som bl.a. er inspireret af jeres manglende kendskab til det, I har med at gøre.
Desværre er manglende kendskab til helt elementære detaljer i fodboldspillet ikke jeres eneste ansvarssvigt. I udviser også en udpræget mangel på respekt for hårdtarbejdende og seriøse mennesker, når jeres dumsmarte reporter f.eks. kalder Nicolai Vollquartz for en tyv i forbindelse med et par offside-kendelser - og det endda til trods for, at offside er linjedommernes ansvar.
Jeg skal selvfølgelig hurtigt tilføje, at linjedommerne tog fejl i de par eksempler, I viste. Men det kunne I sagtens have formidlet lidt mere elegant, ansvarligt, perspektivrigt og respektfuldt.
Du og dine kolleger skulle prøve at stå på midten med ansvaret og en fløjte i hånden eller på linjen med et flag foran x.000 skrigende fans og 22 kombattanter, som heller ikke kender reglerne...[det kunne da egentlig være et interessant program-koncept i sig selv]
Jeg er sikker på, at noget mere viden og erfaring ville gøre jeres programmer værd at se.
Og vi seere kunne måske så lære noget og blive klogere...til gavn for fodboldspillet og til gavn for de tusindvis af fodbold-glade børn og voksne, der kunne have god nytte af, at nogen tog fodbold alvorligt...for alvor.
|