fodboldinfo.dk

 

fodboldinfo.dk

 

 

 

> Kontakt fodboldinfo.dk her

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

           I kulissen

Bag fodboldinfo.dk står Jesper Jensen (f. 1962), som har fulgt fodbolden fra sidelinjen, siden han blev skubbet rundt i en barnevogn.

 

Senere blev han inkarneret Tottenhamfan i en alder af 10 år, fodbolddommer som 16-årig og følger i dag også passioneret med i Brøndby IF's meritter. Til daglig ernærer han sig som skribent og kommunikationsrådgiver.

 

 

Velkommen til fodboldinfo.dk

 

- nøgternt, sagligt og seriøst

  perspektiv på dansk og international fodbold...

 

Denne blog er primært etableret for at skabe modvægt til den danske sportspresses ofte overgearede og unuancerede overdramatisering af det smukke, simple spil.

 

Toneangivende danske sportsjournalister og nogle af de såkaldte ”ekspertkommentatorer” har i deres ustoppelige tale- og meningsstrøm bl.a. for vane at falde over hinanden for at kritisere dommernes præstationer.

 

Kritikken sker desværre alt for ofte på et useriøst og forbavsende mangelfuldt grundlag. Journalister og kommentatorer har simpelthen ikke sat sig ind i de mest grundlæggende paragraffer i fodboldloven.

 

Det skader ikke kun de pågældende dommere, men også deres kolleger. Det forplanter sig til alle dele af fodbold-Danmark, som får helt misvisende opfattelser af, hvad der er rigtigt og forkert.

 

Det er en ond cirkel, skabt fordi nogle højprofilerede journalister/kommentatorer ikke gør deres arbejde godt nok og ikke er deres betydelige ansvar bevidst. Kun Troels Bech og Morten Bruun har indtil videre gjort sig fortjent til ikke at blive slået i hartkorn med de øvrige linselus.

 

Denne blog er stadig under opbygning, men det er målet, at du her vil kunne finde det perspektiv og de nuancer, som Werge, Frimann, Schmeichel, Kalborg, Ankerdal og alle de andre undlod at give dig.

 

Opdatering februar 2011: Siden ovenstående blev skrevet, har TV3 overrasket ved at sende deres studieværter på dommerkursus. Jeg glæder mig til at følge resultaterne af det anerkendelsesværdige initiativ - og forhåbentlig vil det betyde, at jeg på et tidspunkt må moderere teksten ovenfor.