|
Det er ikke rigtige fodboldfans...
20.09.2010 - Omkring 40 bøller og i alt ca. 100 mentalt udfordrede idioter deltog i optøjer i forbindelse med lokalderby'et i hovedstaden (FCK-Brøndby 19/9-10). Men nu må medierne – og alle vi andre – til at kalde den type tåber ved deres rette navn. For det er ikke rigtige fodboldfans, der opfører sig sådan. Derfor er enhver anvendelse af ordene ’fodbold’ og ’fans’ i denne sammenhæng helt forfejlet.
Det er desværre langt fra første gang, at fodboldkampe bliver skæmmet på den måde. Men den slags optøjer har intet med fodbold at gøre. De frustrationer, der kommer til udtryk her, har heller ikke noget med fodbold at gøre.
Det er derfor, vi lige så godt kan kalde gerningsmændene ved deres rette navn: bøller, idioter, tåber, fjolser, vandaler, voldsmænd e.l.
Disse idioter (...etc.) har kun skadelig indflydelse på fodboldspillet. Det eneste, de opnår, er i det konkrete tilfælde, at Brøndby IF risikerer at blive idømt bødestraf eller frataget point i tabellen. Tak for det til narrehovederne?
Det er simpelthen uacceptabelt. Det er også uacceptabelt, at politiet skal bruge så omfattende skatteyderbetalte ressour-cer på en fodboldkamp. Særligt når idioterne straks bliver løsladt. Kunne vi ikke lære noget af englænderne, som tilsyne-ladende har fået helt styr på deres hooligans. Det burde have langt skrappere konsekvenser for de danske fooligans at opføre sig så latterligt.
Hvad med klækkelige bøder der kan mærkes. Langvarig udelukkelse fra sportsarenaer. Offentliggørelse af ’forbryder-album’ på plakater over det ganske land med navn og billede af idioterne til skræk, advarsel og latterliggørelse. Der er sikkert også andre tiltag, som kunne komme i spil.
Det må være på tide at skride effektivt ind over for idioterne. Som det er nu, er det kun klubberne, fodboldspillet og de rigtige fans, der bliver straffet.
|