|
Mere konsekvens over for hensynsløshed
14.10.2010 - Burde en spiller, der hensynsløst skader en modspiller, ikke kunne idømmes en karantæne, der varer lige så længe hans offer er sat ud af spillet pga. sin skade? En gang imellem ser man desværre spillere som hovedløst kaster sig ind i en såkaldt tackling med benene samlede og knopperne forrest. Eller spillere som lige så hovedløst sætter en karatelignende 'stempling' ind på modspillerens ankel.
Oftest slipper modspilleren mirakuløst uden mén. Men hos f.eks. Arsenal i England kender de lidt for godt konsekvenserne af hensynsløst spil fra modstandernes side. Inden for de seneste par sæsoner er tre af deres spillere blevet alvorligt og meget langvarigt skadet efter vanvids'tacklinger'. I de tilfælde var det et mirakel, at foden ikke faldt helt af de pågældende ofre. Men resultatet er adskillige måneder på sidelinjen og i genoptræningslokalet - hvis det over hovedet lykkes ofret at komme tilbage på banen.
Var det så en bevidst handling fra 'overfaldsmandens' side? Nogle gange er der ingen tvivl, som i tilfældet for år tilbage hvor Manchester Uniteds Roy Keane karatesparkede nordmanden Alf Inge Haaland direkte på knæet og bevidst afsluttede Haalands karriere.
I andre tilfælde er 'overfaldet' måske ikke så bevidst. Men burde gerningsmanden ikke have tænkt sig om, inden han gjorde sig skyldig i al for voldsom adfærd? Og ville udsigten til at sidde ud lige så længe som sit offer ikke få de fleste til at tænke sig mere om, så det var muligt at eliminere de ulækre vanvidsoverfald fra det ellers så smukke spil?
Diskussionen fik ny næring af Dr. Michel d'Hooghe fra FIFAs executivkomite (læs her) og den tidligere engelske lands-holdsspiller Danny Murphy (læs her). Også den tidligere topdommer Graham Poll giver sit besyv med (læs her). Og det sidste ord er nok ikke sagt endnu...
Det må desuden være på tide, at video tages i brug til udmåling af karantæner - også i de tilfælde, hvor dommeren angiveligt har set episoden uden at gøre noget ved den. Dommeren har - i dag - stadig kun et splitsekund til at bestemme sig og må desværre ikke brug langsom gengivelse...
|