En nordmand i ufortjent gabestok

07.05.2009 - Sportsjournalister og pensionerede fodboldspillere glemte igen deres store ansvar i dramaets og overskrif-ternes hellige navn, mens en række overbetalte fodboldprimadonnaer opførte sig som hysteriske og forkælede smådrenge den onsdag aften (6/5-2009) i London, da de ikke fik lov til at få fingrene ned i den ultimative slikskål: Det eftertragtede Champions League trofæ.

Michael Ballack, John Terry og superprimadonnaen over dem alle, Didier Drogba, gik fuldstændig over gevind i en grad, der forhåbentlig koster mindst en af dem en betydelig karantæne. For selv om de følte sig snydt, så har de et ansvar over for deres profession og over for de hundredtusindvis af rigtige smådrenge, der idoliserer dem.

De har et ansvar over for fodbolden og sportens fremtid, som de i utilgivelig grad lod hånt om i deres selvretfærdige og vanvittige tirader over for den norske dommer Tom Øvrebø.

Journalister og kommentatorer har også ansvar 

Det samme ansvar har i øvrigt de sportsjournalister og pensionerede fodboldspillere, der gør sig til selvbestaltede doms-mænd over den stakkels nordmand, som de i timerne efter kampen perspektivløst trak igennem sølet og satte i ufortjent gabestok.

For hvad var det reelt, at Tom Øvrebø blev bedømt på? Det var 5-7 løsrevne situationer over en kamp, der varede knap 100 minutter. Seks af situationerne var appeller om straffespark fra Chelsea-spilleres side. Og den sidste situation var et rødt kort til Barcelona-backen Abidal.

Det er måske værd at bemærke, at ikke en gang de såkaldte eksperter er enige med hinanden i deres såkaldte ’analyse’ af situationerne. Det giver et indtryk af deres reelle viden - eller mangel på samme.

Det er måske også værd at bemærke, at de løsrevne situationer kun udgjorde en brøkdel af kampen.

Det er selvfølgelig afgørende situationer, der kunne have ændret udfaldet af kampen. Men at nedgøre en dommer, som det skete, på baggrund af løsrevne situationer er helt perspektivløst. Ser man kampen som helhed, så fik Tom Øvrebø faktisk afviklet en yderst intens og vanskelig kamp i fuld kontrol.

Kritikken vurderet - episode for episode 

Og hvis man tager de pågældende situationer én for én, så falder den voldsomme kritik af dommerpræstationen efter min mening til jorden.

Det røde kort til Abidal: Det kunne umiddelbart se ud som et tilfældigt sammenstød mellem Abidal og Anelka, men Abidal trækker Anelka i trøjen i sekundet inden de to spillere støder sammen, hvilket sagtens kan have forårsaget sammenstødet, dvs. frispark, som det blev dømt.

Var Abidal sidste forsvarer, som fratog Anelka en oplagt målchance? Anelka havde klar retning mod målet. Det er den før-ste forudsætning opfyldt. Kunne en anden forsvarer have nået at gribe ind? Det kan diskuteres, men dommerens vurdering af det modsatte kan sagtens forsvares. Dommerfejl? Nej

To appeller fra Drogba i anden halvleg: Ingen af disse situationer var i nærheden af at være frispark/ straffespark – uanset hvor dramatisk Drogba falder til jorden. Dommerfejl? På ingen måde. Hvis dommeren begik noget, der tilnærmelsesvis kunne betegnes som en fejl i disse to situationer, var det, at han undlod at give Drogba advarsel for ’film’.

Appel fra Anelka i anden halvleg: Anelka og Toure kæmper om bolden og begge bruger både arme og ben i situationen. Brug af armene til at holde/skubbe/puffe er ikke tilladt ifølge fodboldloven, men de to spillere er ’lige gode’ om at forse sig. Dommerfejl? Nej.

Hånd på bolden af Pique: Der er ingen tvivl om, at bolden rammer Pique på armen. Men er det en forsætlig handling? ”Det er lige meget, for han fik fordel af det,” siger nogen. Men en sådan ’fordel’ er sagen fuldstændig uvedkommende ifølge fodboldreglerne.

”Der var straffespark, fordi Piques arm var i en unaturlig position,” siger andre. Var den nu også det? For vi, der kunne se situationen i slow motion, kunne konstatere, at Pique havde sin arm i den pågældende position, allerede inden Anelka spil-lede bolden. Pique bevægede ikke sin arm i situationen. Han kunne således ikke bevidst/forsætligt have spillet bolden med arm eller hånd, og så er fodboldreglerne ganske klare: Ingen forseelse. Dommerfejl? Nej.

Hånd på bolden af Eto'o mod slutningen af kampen: Eto'o kaster sig frem for at blokere et langskud, og bolden træffer hans armhule/underarm/skulder. Spiller han forsætligt bolden med armen? Nej. Er hans handling en refleks? Nej. Selvom han har armen løftet over hovedet, så er det en naturlig del af den bevægelse, han udfører, idet han kaster sig frem for at blokere skuddet. Dommerfejl? Nej.

Situation med Malouda og Alves i første halvleg: Dommeren ser en forseelse og fløjter for frispark til Chelsea lige uden for straffesparkfeltet. Dommerfejl? Ikke nødvendigvis. For Alves laver faktisk frispark på Malouda uden for straffesparkfeltet.

Men kunne Øvrebø havde tøvet lidt, til spillerne var inde i feltet, for at se om de to spilleres opgør kunne takseres til en mere alvorlig straf? Det kunne han havde gjort. Men det er ikke til at vide, i hvilket splitsekund Tom Øvrebø beslutter sig for at fløjte.

Og hvis han har besluttet sig, lige inden de to spillere bevæger sig ind i straffesparkfeltet, så er han fokuseret på sin beslutning i en grad, det er meget svært for ham at abstrahere fra eller ændre.

En anden konklusion...

Af de 5-7 afgørende situationer er det kun i det sidstnævnte tilfælde, at dommerens afgørelse kan diskuteres, hvis man kender fodboldloven. Desværre er der forbavsende og beskæmmende få fodboldspillere, sportsjournalister og andre selvbestaltede eksperter, der faktisk kender paragrafferne og således reelt ved, hvad de taler om.

Det ville være OK, hvis de så afholdt sig fra at kloge sig på noget, de ikke ved tilstrækkeligt om. Men når de uden at rødme eller føle blot det mindste ansvar for deres handlinger går i selvsving, som det skete efter Champions League semifinalen mellem Chelsea og Barcelona, så er de med til at ødelægge den sport, de lever af.

Når jeg f.eks. hører argumentet, at det var underligt, at dommeren ikke dømte straffespark, når der var så mange appeller og særligt til hjemmeholdet, så ved jeg ikke, om jeg skal le eller græde. For hvad har antallet af appeller med fodboldloven at gøre?

Står der i fodboldloven, at hvis man blot appellerer tilstrækkeligt mange gange, så skal dommeren fløjte? Nej vel. Den slags myter opstår kun i et indspist og selvsupplerende miljø.

Uvidenhed forplanter sig

Til Drogba, Ballack, Schmeichel, Werge, Frimann og alle I andre: I har et monumentalt ansvar. Jeres manglende indsigt for-planter sig i hele fodboldsystemet.

I er alvorlige medskyldige, når antallet af fodbolddommere falder hvert år. Det mindste, I kunne gøre, er at vide, hvad I taler jer om. Tag en dommereksamen. Døm nogle fodboldkampe. Så kan I tale med.

Hvis I fortsætter jeres nuværende, uoplyste meningstilkendegivelser, så er I med til at fremme holdninger og opførsel, som kommer til udtryk i denne fremragende kortfilm. Det er faktisk jer, der er årsag til, at det har været nødvendigt at lave denne film.