Alle fodboldspillere snyder

01.12.2009 - Den franske fodboldspiller Thierry Henry fik forargelsen frem i mange - særligt i Irland - da han i en afgørende VM-kvalifikationskamp åbenlyst stoppede bolden med hånden, inden han spillede en holdkammerat fri til den udslags-givende scoring, der satte en stopper for irernes VM-drømme.

Situationen har været diskuteret indgående i fodboldkredse med mange meninger og reaktioner til følge - de fleste var en del ude af proportion.

Reaktionerne er bl.a., at der siden denne kamp midt i november 2009 i en længere periode var overdrevent fokus på, når en fodbold blot tilnærmelsesvis er i nærheden af en spillers arm eller hånd.

Tilskuerne hujer og pifter højlydt af den formodede synder. Modspillerne appellerer til dommeren ved blot den mindste mis-tanke. Og uden for banen søger journalister og kommentatorer ethvert optræk til drama blot for dramaets skyld.

Fælles for alle aktørerne er, at de er helt parate til at smide al fornuft, ethvert hensyn til det smukke spil og ikke mindst fod-boldlovens indhold ud med badevandet. Og fodbolden bliver den største taber i det spil.

Det handler om at tage ansvar

Jeg har tidligere været ude med riven efter journalister og kommentatorer for deres meget begrænsede kendskab til fod-boldreglerne og deres manglende fornemmelse for konsekvenserne af deres notoriske overdramatisering af selv den mindste bagatel. Og her er alt, som det plejer.

Men det interessante i den debat, som 'Henrygate' har medført, er fortolkningerne af snyd, hvem der er ansvarlig, og hvor langt det er i orden at gå for at vinde.

Nogle har ment, at Thierry Henry ikke fortjener den negative omtale, fordi han jo ellers er en ægte fodboldens gentleman. Tja, men burde han så ikke have holdt sig for god til at snyde så eklatant for åben skærm? Skal han ikke tage ansvar for sine handlinger? Selvfølgelig! Ville vi nogensinde have set Michael Laudrup lave noget tilsvarende? Nej vel!

Ret beset skal vi alle tage ansvar for vores handlinger. Det gælder også for fodboldspillere. Men ser man på fodboldspillet med kritiske øjne, så er snyd en integreret del af spillet.

Langt de fleste fodboldspillere snyder, så snart de kan komme til det – jo mere der står på spil, jo mere (forsøg på) snyd. De rækker armen i vejret for at signalere, at et indkast eller hjørnespark skal dømmes til deres hold, selvom det åbenlyst var dem, der sparkede bolden ud af banen

De placerer bolden nogle meter i en mere favorabel retning, når de skal tage et frispark. De prikker bolden nogle meter væk, så modstanderne ikke kan tage et hurtigt frispark. De smider sig teatralsk i græsset ved den mindste berøring, som om de er døden nær.

De indøver rutiner, så de umærkeligt kan falde over deres egne ben i modstanderens straffesparkfelt og snyde sig til et straffespark. De planter albuerne i hovedet på modstanderne i hovedstødsdueller. De kan små tricks, der gør ondt på mod-standeren, selv når man tror, at de er ved at sige undskyld for det grove frispark, de lige har begået.

De ryster på hovedet af dommeren (eller det der er værre), selvom de lige har begået det mest åbenlyse frispark i verden. Alle dommerens kendelser skal der sås tvivl om, så spillerne brokker sig konsekvent, hvis en afgørelse går deres hold imod – og det endda selvom kun et absolut fåtal af spillerne faktisk kender reglerne.

Hvorfor er det kun medierne, der må bruge tv-billederne?

Snyd er en del af spillet. Fodboldspillerne snyder lige så meget, de kan komme af sted med, og det er op til dommeren at sætte grænsen.

Men fratager det spillerne for ansvar? Er det altid dommerens fejl, når en spillers snyd ikke bliver opdaget? Det mente den franske landstræner, FIFA's præsident og sikkert mange flere med dem. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke er enig. Men det kan reelt være ligegyldigt, hvem der mener hvad. For det flytter ikke rigtig noget.

Det efterlader initiativet hos de gamle mænd i FIFA, UEFA og de øvrige fodboldforbund, og det er her, de virkelige skurke skal findes.

Når nu der alligevel er et væld af tv-kameraer hele vejen rundt om banen til landskampe og ligakampe i så godt som samtlige afkroge af verden…hvorfor så ikke bruge disse kameraer til at assistere dommeren?

Det er beskæmmende, at alle andre aktører i spillet kan anvende tv-billeder i deres argumentation og såkaldte analyse – bare ikke dommerne. Det er beskæmmende, at fodboldens førstemænd stadig nægter at anerkende, at vi længe har levet i en tv-tidsalder. Hvor svært kan det være?

Faktisk ikke særlig svært. I kampen mellem Frankrig og Irland kunne fjerdedommeren sagtens have været udstyret med en monitor og have fulgt med i den intensive dækning af Henrys forbrydelse. Og det ville ikke have taget mange sekunder for ham at informere sin kollega på midten om sagens rette sammenhæng. Han er jo alligevel udstyret med en øresnegl, så hvorfor ikke bruge den?

Det er i alles interesse at få afviklet fodboldkampene retfærdigt og efter reglerne, mens den foregår. Derfor er det i alles interesse, at dommerne kan benytte sig af de redskaber, som allerede er til rådighed.

Eksempelvis kunne Irland have fået sin fortjente chance for en afgørende straffesparkskonkurrence. Og Frankrig kunne have fået en chance for at møde op til VM med oprejst pande, uden at omverdenen ville betragte dem som snydere.

Der ville ikke længere være tvivl om de hårfine målafgørelser, hvor bolden kun akkurat passerer mållinjen…eller det mod-satte.

Det vil være muligt at komme den overvejende del af spillernes snyd til livs, og snyderne ville tænke sig om en ekstra gang.

Dommerne ville få langt bedre arbejdsbetingelser. Tilskuerne ville få en bedre oplevelse…og så behøver de gamle mænd i fodboldorganisationerne ikke bruge en masse tid på at blive konfronteret med og efterfølgende diskutere tvivlsomme udfald af de højtprofilerede kampe.