Søren Lerby’s efterhånden bedagede udtalelse fik en helt ny betydning i dagene efter det danske fodboldlandsholds overraskende udesejr over Portugal (10/9-2008). 
14.09.2008 - Det faldt i den grad den samlede sportspresse for brystet, at landsholdsspillerne ikke ville stille op til interview efter kampen – og så blev pseudohistorien om boykot af pressen pludselig vigtigere end det, der var sket på fodboldbanen.
I et kommunikationsperspektiv er det sjældent den bedste ide at nægte at udtale sig, hvis man bliver konfronteret med kritik – uanset om den er berettiget eller ej. For derved overlader man det til andre at sætte dagsordenen og tage styringen i den konkrete sag.
Og det er vist ingen overdrivelse, at sportsjournalisterne i den grad satte dagsordenen og tog styringen i deres narcissis-tisk forurettede hævnaktion, der foldede sig ud på papir og tv-skærm i en ulidelig uendelighed i flere dage efter kampen.
Når begge 'hold' taber kampen
Men blev landsholdspillerne så reelt taberne i dette mediemelodrama? De kunne have valgt at udtale sig og benyttet mulig-heden for i sejrens stund at ironisere over mediernes tidligere nedvurdering af dem. Den mulighed forpassede de.
Når det er sagt, så udstillede mediernes håndtering af situationen og deres efterfølgende ensidige fokusering på boykot også sportsjournalisterne som en flok forkælede og selvretfærdige tøsedrenge – for at bruge nogle af de betegnelser, som journalisterne selv anvendte i deres farverige beskrivelser af fodboldspillerne.
For hvad var det egentlig, at vi – den måbende, udenforstående fanskare og offentlighed – reelt gik glip af? Svaret er: nogle alligevel intetsigende klicheer ud af spillernes mund på baggrund af uopfindsomme spørgsmål fra sportsjournalisterne som f.eks.: ”hvordan så du kampen?” eller ”Daniel Jensen, dit sejrsmål, hvordan oplevede du det?”
Er det virkelig det, som vi ønsker os af sportsjournalistikken? Jeg kan kun svare for mig selv: Min tid har altid været for kort til uintelligente interviews og intetsigende lydbidder, der ikke har andet formål end bevidstløst at udfylde sendetid og spalte-plads.
Perspektiv og dybde søges
Jeg ville meget hellere opleve en sportsjournalist eller en af de feterede eksperter analysere og perspektivere kampen, holdet, mulighederne – f.eks. i lyset af, at Portugal brændte en håndfuld oplagte målchancer, som kunne og burde have sendt os hjem med en sæk på 5-1 eller det, der var værre.
Og hvad med det faktum, at vi reelt kun har 3-4 klassespillere til rådighed for vores landshold. Resten skal fyldes op med europæiske mellemvareklubbers reserver og hjemlige spillere, der ikke har det internationale niveau, som kræves for at kvalificere holdet til slutrunder. Det kan Morten Olsen ikke gøre noget ved alene.
Det var måske også en analyse værd at finde ind til hvorfor og hvordan, det er gået sådan med det råmateriale, som landstræneren har til rådighed. Hvordan står det egentlig til med det eller så højt besungne ungdomsarbejde i de danske fodboldklubber?
Hvordan er det, vi udvikler de spillere, som skal udgøre næste landsholdsgeneration? Sidder vi bare passivt og venter på næste Laudrup-generation? Og er Laudrup-generne i tredje led stærke nok til i så fald at bære en nations og en hel journaliststands forventninger?
Det får vi nok aldrig svarene på. For efter et stykke tid har både landsholdet og journalisterne glemt deres disput. Og vi andre må igen affinde os med den sædvanlige blanding af spillernes klicheer og journalisternes uopfindsomme spørgs-mål tilsat deres overfladiske meninger forklædt som såkaldte analyser. Men er det virkelig det, vi vil?
Findes der en udskiftningsbænk for sportsjournalister? Hvor er den næste Per Høyer Hansen, når vi har brug for ham? Og hvor er der nogle analytiske og intelligente eksperter, der kan supplere Troels Bech – den eneste 'ekspertkommentator', som er værd at høre på?